Et blåt øje kunne sminkes, så ingen så det. Eller så de det, men ville ikke kommentere det? Og hvorfor var det egentlig så vigtigt at skjule et fjollet uheld?

Sarah Skarum: Pludselig ville jeg have ønsket, at sygeplejersken havde sagt: Hov, hvad er der sket?

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

I forrige weekend vandt FC København mesterskabet. Det fejrede jeg grundigt. Da jeg vågnede op, havde jeg et blåt øje. Noget med at snuble, da jeg forsøgte at komme ud af en ladcykel efter at have drukket rigeligt med fadøl.

Det var ikke sådan rigtig flot, synes jeg, at være 48 år gammel og fjumre fuld rundt, så da jeg mandag skulle på arbejde, dykkede jeg ned i min kasse med makeup og fandt to meget meget dækkende produkter, som jeg plejer at bruge sparsomt på trætte dage. Dem brugte jeg i stedet meget lidt sparsomt og oven på hinanden, og selv om jeg godt selv kunne se, at der var en blålig skygge, var det faktisk ret godt dækket.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her