Når man ser sig omkring i supermarkederne, kan det være svært at vide, hvem der har produceret et konkret produkt. På etiketterne gemmer sig forskellige brand-navne, og supermarkedskæderne sælger gerne deres egne brands, såkaldt private label-varer.
For at vide, hvilken virksomhed der har produceret en vare, skal man ofte om på bagsiden af etiketten og læse det med småt. Og ofte vil man blive overrasket, for tit er det de samme virksomheder, der står bag en lang række forskellige brands – nogle gange med forskellige produkter, og andre gange med produkter, der er stort set ens, selv om de bliver solgt med forskellige etiketter og under forskellige brands.


























