Brugere af appen TikTok støder sikkert ofte på fænomenet: unge, der laver forskellige varianter af danskvand med smag. Kiwi og lime gør det sjovt at få fyldt sine vanddepoter op hver dag. Og det kan være en hjælp, hvis vi skal nå op på de 1-1,5 liter vand, som Sundhedsstyrelsen anbefaler voksne at drikke dagligt. Sådan lyder det fra Kristian Herlufsen, der analyserer forbrugeradfærd og indkøbsvaner hos Coop, der blandt andet driver SuperBrugsen og 365discount.
»Vand med smag er en stor trend. For ti år siden havde vi kun danskvand med og uden citrus. Nu har vi et helt marked for danskvand med blåbær, brombær, hyldeblomst og mange andre smage«, siger analyseansvarlig Kristian Herlufsen fra Coop, der understreger, at danskvand med citrus er den mest populære smag.




























