En stribe danske bilejere må indstille sig på, at deres bil skal en tur på værksted for at få udbedret diverse defekter. Men der er en trøst: Det er gratis.
711 stk. Honda Civic og 30 stk. Honda Accord fra 1994-96 har et soltag, der i værste fald kan løsne sig og flyve af ved meget høj hastighed. Det er galt med limingen. Hvis der konstateres en fejl, monterer Honda et nyt soltag.
Ejerne af 139 danske Mazda 5 og 6 kører i en bil, hvor der kan være et problem med knastakslen, skriver FDM's netavis. Det kan betyde, at motoren sætter ud og ikke kan startes igen. Der er tale om biler med dieselmotor, bygget mellem 3. oktober og 29. december 2005.
I Tyskland skal VW T5 Multivan, bygget frem til 8. juni 2004, skal have tjekket et håndbremsen, som kan løsne sig uden varsel. I Danmark er 2.500 biler berørt.
Ejerne af de berørte Honda-, Mazda- og VW-biler har fået besked.
Men alt dette er for intet at regne i sammenligning med den tilbagekaldelse af Jeep Grand Cherokee, der finder sted i USA lige nu. I starten af denne uge meddelte Jeep, at 111.000 Grand Cherokee fra 2003 og 2004 har opvarmede forsæder, der kan bryde i brand. Og dagen efter: 131.000 Grand Cherokee fra 2000 og 2002 har en ventilator i motoren, hvor bladene kan flyve af og i værste fald ramme andre trafikanter, skriver USA Today.
Den Grand Cherokee, der officielt sælges i Danmark, er bygget i Østrig og har ikke disse defekter, men der kan godt være privatimpoterede eksemplarer fra USA her i landet.
Og for at det ikke skal være løgn, så er der rapporteret om tilfælde i USA, hvor Jeep Grand Cherokee er sat i gang af sig selv. Herved skulle en person være blevet dræbt i en bilvaskehal.
Jeep siger dog, at der er tale om »fejlbetjening af bilen«.
fortsæt med at læse




























