Minibil leder efter den rette melodi

FORNYET. Honda Jazz vil være helt ny i det danske gadebillede, når den kommer i november. Første generation fra 2001 blev aldrig solgt herhjemme.
FORNYET. Honda Jazz vil være helt ny i det danske gadebillede, når den kommer i november. Første generation fra 2001 blev aldrig solgt herhjemme.
Lyt til artiklen

Første generation af Honda Jazz kørte i en bue uden om Danmark – nu får anden generation chancen for at slå tonen an, når den kommer hertil med et prisskilt, der begynder omkring 170.000 kroner.
Honda Jazz lander på det helt rigtige tidspunkt. De høje benzinpriser har sat godt gang i salget af småbiler, og den har mange af de egenskaber, køberne efterlyser: Den er fiks, økonomisk og praktisk anlagt. Den første udgave af Honda Jazz, der kom på markedet i 2001, bød sådan set på stort set de samme kvaliteter, men dengang vurderede Honda, at bilen ville blive for dyr i Danmark, og derfor kom den aldrig hertil. Andre steder har bilen klaret sig ganske godt – f.eks. i England, hvor uafhængige undersøgelser har peget på, at ejernes tilfredshed er helt i top. Og faktisk burde der være en smule mere at glæde sig over i den nye Jazz: Den er nemlig 5 centimeter længere end forgængeren, og det gavner især benpladsen på bagsædet. Plads til det besværlige Den nye Jazz måler 3,90 meter, og der er fornuftig plads til voksne både foran og bagude. Bagsædet kan et særligt trick: Ved et enkelt ryk i et håndtag vipper sædehynden op til lodret – nærmest som et biografsæde – og så kan gulvpladsen foran bagsædet bruges til besværligt indkøb, der ikke lige passer ind i bagagerummet. En palme, f.eks. Naturligvis forudsat, at der ikke skal sidde nogen på bagsædet samtidig. Masser af knapper
Førerpladsen virker ved første øjekast en smule rodet. Instrumentpanelet er nemlig designet med en masse former og buer, der giver et lidt uroligt indtryk. Materialevalget er ikke lige imponerende alle steder, men efter kort tilvænning finder føreren nu alligevel ret nemt til alle funktioner. Og selv i grundversionen er der en del knapper at trykke på, da både cd-radio og aircondition er standard. Det er med til at retfærdiggøre den relativt høje startpris på 170.000 kroner – eller lige deromkring. Den danske Honda-importør forhandler stadig priser med fabrikken. Næste udstyrstrin rummer bl.a. et mere avanceret klimaanlæg samt sædevarme og kommer nok til at koste 15.000 kroner ekstra. Udvalget af motorer er til at overse: Der er kun to. Og de adskiller sig kun minimalt fra hinanden: 1,2 liter/90 hk og 1,4 liter/100 hk. Energisk lille motor Ved præsentationen i området omkring Frankfurt kørte vi mest i 1,2’eren, og lad os bare fastslå, at den virker en anelse spagfærdig på Autobahn, hvor Jazz-køreren skal holde sig fra det hurtige spor. Men den lille motor er energisk og omdrejningsvillig, og den er også tilpas lydsvag ved hastigheder op til 140 km/t, som var det maksimale, vi udsatte bilen for. På landevej passer motorkraft og bil bedre sammen, og kørt under disse forhold virker det sandsynligt, at den kan opnå de 18,5 km/l, som Honda lover. Hvis føreren altså kan holde sig i skindet, for Jazz er faktisk lidt svingpjattet og reagerer helt trygt, når den bliver presset. Ingen diesel
Dieselmotor fås ikke til Jazz og kommer heller aldrig, siger en talsmand for Honda. Til gengæld arbejder Honda på en hybridudgave af minibilen, som altså kører på benzin og el, og som skulle komme på markedet om to-tre år. Der er dansk premiere på Honda Jazz i løbet af november.
Politiken var inviteret til Frankfurt af Honda.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her