For anden gang i træk må en Citroën nøjes med fire stjerner i en Euro NCAP-crashtest, selv om bilen i dansk version har det udstyr, der kræves for at få fem stjerner. Den aktuelle bil er den nye version af C3, der kommer til Danmark i begyndelsen af 2010. I maj overgik samme skæbne C3 Picasso. Den fik også kun fire stjerner.
I begge tilfælde er miseren, at bilerne sælges på en række europæiske markeder uden ESP-system, der kan fange en udskridning i starten – og det straffes af den nye testprocedure hos Euro NCAP, der blev indført i begyndelsen af det nye år.




























