En BMW 550i kører med 130 km/t på motorvejen, føreren opdager en pludseligt opstået forhindring og knalder bremserne i. Bilen holder stille efter 62,5 meter. Føreren af en Jeep Commander, en stor amerikansk offroader, der netop er kommet til Danmark, er i samme situation. Bilen holder stille efter 76,7 meter, altså fire vognlængder senere, og den forhindring, som BMW'en lige med nød og næppe undgik at påkøre, buldrer Jeep'en ind i med en fart på 60 km/t. Nok til at blive slået ihjel. Tallene fremgår af en stor bremsetest, som det tyske blad Auto Bild har gennemført. Den test burde give røde øren og en flov smag i bunden hos en del af de store bilfabrikker. F.eks. klarer en kostbar Honda Accord sig ringere end en udpræget discountbil som rumænske Dacia Logan, der ikke importeres til Danmark. Honda benytter ellers enhver lejlighed til at gøre opmærksom på sit Formel 1-engagement, men det, de har lært om bremser der, har de tilsyneladende ikke overført til deres personbiler. For det er faktisk direkte pinligt, så dårligt en Honda Accord 2,4 Tourer (dansk pris: 500.000 kroner) opfører sig med varme bremser. Så skal den bruge 100 meter for at standse fra 130 km/t. Selv et ydmygt køretøj som Citroën C1 til 120.000 kroner præsterer at stoppe på 73 meter i samme situation. Ved bjergkørsel 'Varme bremser' skal tages helt bogstaveligt. Ved denne test foretages nemlig 10 opbremsninger i rap fra 130 km/t. Den situation vil ingen normal bilist opleve ved kørsel i Danmark, men Auto Bild forsvarer øvelsen med, at man kan komme ud for tilsvarende forhold ved bjergkørsel - ikke mindst, hvis man kører med campingvogn. Testen omfattede i alt 15 biler, og kun tre kom i bedste gruppe, hvor der stort set ikke er noget at kritisere. De tre dukse er BMW 550i, Audi Q7 4,2 og Ford S-Max - og der er særlig ros til Ford S-Max, da det trods alt er en bil i den overkommelige prisklasse (dansk pris fra cirka 380.000 kr.). De to andre er så dyre, at man naturligvis kun kan forvente bremser i topklasse. Fem biler får en karakter, der siger, at bremserne stort set er o.k., men de leverer enkelte svipsere undervejs. Det er Dacia Logan, kassevognen Mercedes Sprinter, Peugeot 207, Opel Astra og VW Caddy. Taberne kan vi vel godt kalde de syv biler, som Auto Bild placerer i dårligste klasse: Citroën C1, Honda Accord, Hyundai Terracan, Jeep Commander, Mitsubishi L 200 (en pickup), Suzuki Grand Vitara og VW T5 Multivan. Testens mest afskrækkende enkeltresultat står Jeep Commander for. Med varme bremser skal den bruge 148,8 meter for at standse fra 130 km/t. BMW'en klarer samme sag på 63 meter. Om et par uger skal Lørdagsliv låne en Jeep Commander til prøvekørsel. Vi lover allerede nu at holde pæn afstand til forankørende.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce