Der skal nok stadig være nogle stykker, der rynker på næsen ad ganske almindelige personbiler med dieselmotorer. For sådan nogle oliebrændere hører da vel hjemme under hjelmen i taxier, traktorer, lastbiler og den slags, ikke? Når man så hører, at Honda, der er berømt for sine meget fine benzinmotorer, har lanceret mellemklassemodellen Honda Accord med en 2,2 liter dieselmotor, hænger tingene da slet ikke sammen længere. Eller gør de? Men tag så lige chokket fra start: Honda har i deres allerførste forsøg som producent af dieselmotorer faktisk leveret en perle af et maskineri, der får konkurrenternes dieselmotorer til - om ikke at blegne - så i hvert fald til at føles klart bagud. Vellykket motor En anmeldelse af den ansigtsløftede Honda Accord 2,2 i-CTDi er derfor bare nødt til at begynde med en lovprisning af den yderst vellykkede motor. Drej bare startnøglen, og fraværet af den traditionelle, lidt hakkende og rå diesellyd er slående. Sæt i gang, og opdag, at bilen efter minimal indledende tøven fører sig frem med en speederrespons, der er en benzinmotor værdig. Og nyd så, at der er en overflod af kræfter inden for et arbejdsområde, der går fra cirka 1.000 til 5.000 omdrejninger. Modsat med mange andre dieselmotorer føler man ikke lige pludselig et voldsomt stød i ryggen - kræfterne er til stede overalt, og det giver en meget flydende og behagelig kraftudfoldelse. Med andre ord har Hondas 2,2 diesel næsten den samme knivskarpe respons og progressive kræftudfoldelse, man finder i de bedste benzinmotorer - der er blot væsentlig flere kræfter at arbejde med undervejs. Det gøres ikke bedre i øjeblikket. Som en væsentlig sidegevinst er støjniveauet hele tiden imponerede lavt, og da affjedringen samtidig er et vellykket kompromis mellem komfort og sportslighed, er der både høj rejsekomfort og en pæn portion køreglæde i bilen. Det er så bare lidt ærgerligt, at den potentielt meget fornemme sportslige køredynamik lades en lille smule i stikken af et styretøj, der føles tungt. Til gengæld er det manuelle gear med seks fremadrettede gear en fornøjelse at bruge. Det fremragende gearskifte kan til dels kompensere for, at man slet ikke kan få Honda Accord i dieseludgave leveret med automatgear. Vil man have automatgear, er man nødt til at vælge en udgave med benzinmotor på enten 2,0 eller 2,4 liter. Kabinen er velindrettet og med ganske gode pladsforhold både foran og bagi. Kontakter, knapper og greb sidder, som de skal, og er logiske og intuitive at anvende. Designet af interiøret signalerer ganske tydeligt, at er her er tale om en japansk bil, hvor man hele tiden stræber efter perfektion. Materialevalget og den synligt meget høje samlekvalitet gør det også samtidig klart, at Honda med denne Accord jager europæiske konkurrenter som Audi og BMW, men velsagtens også i praksis skal bide skeer med Toyota, Volvo og Alfa Romeo. Få skønhedspletter Da bilen også kører fornuftige 16,9 kilometer per liter diesel og i øvrigt har det høje standardniveau på både den aktive og passive køresikkerhed, er der ikke nogle alvorlige kritikpunkter. Jo, det skulle da lige være, at bilen næsten er for perfekt til, at det kan være sandt. Det største umiddelbare kritikpunkt er derfor - ud over at man altid kan diskutere priser og udstyrsniveau - at man af uvisse årsager har sjusket med kvaliteten af beklædningen i bagagerummet. Honda har upassende valgt at beklæde bagagerummet med noget tyndt discountagtigt materiale. Og man har endda glemt af afdække den øverste del af bagagerummet, hvilket betyder, at der er fri adgang for, at kufferter og andet bagage kan komme i karambolage med ledninger, de indbyggede højttalere i hattehylden og al den mekanik, der hører til bagagerumsklappen. Bundlinjen er dog, at Honda Accord i dieseludgaven er en meget vellykket og komfortabel langtursbil. Den kunne have noget mere kant - det hele er næsten for perfekt. lars.ole.locke@pol.dk