Vokseværk i tysk søskenderække

VW Jetta Foto: Peter Hove Olesen
VW Jetta Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

En VW Jetta er oprindelig skabt som en Golf med separat bagagerum - en øvelse, som VW har gjort adskillige gange. Først hed modellerne Jetta, så Vento, dernæst Bora, og nu hedder de så Jetta igen. Og mens vi er ved VW-namedroppingen, så minder Jettas udseende langt mere om storebror Passat end om ophavet Golf. Prisen stræber da også opad, men en Jetta kan måske vise sig at være rigelig bil for en del af Passat-publikummet - den del, som synes, at VW-klassikeren efterhånden har vokset sig rigelig stor, ikke mindst til bytrafik. Et af fællestrækkene er et vældigt bagagerum - udvidet med 72 liter siden den forrige version og nu i stand til at kapere 527 liter. Og så kan bagagerumsklappen åbnes med fjernbetjeningen - altså ikke bare låses op, men åbnes på vid gab. En høflig gestus, som man sætter pris på i silende regn på supermarkedets parkeringsplads. VW Jetta distancerer sig også fra Golf ved at være mindre fræk og mere magelig, grænsende til det eksklusive. Vi testede modellens mindste motor, som rækker fint til hverdags- og weekendkørsel i dansk normaltrafik. Men nogen vild sprinter er den ikke. Benplads og udsyn De tunge døre lyder pengeskabsagtigt pålidelige, når man svinger dem i. I åben tilstand har alle indbygget lys nederst på indersiden. Sikkerhed, lys og låse spiller en stor rolle i denne bil, hvor både vinduer og døre kan låses per knaptryk, handskerummet kan låses, og bagsæderne skal låses op, hvis man vil vippe dem forover for at få ekstra plads til bagage med bøvlede mål. Og nu vi er omme på bagsædet: Stræk bare stængerne, for benpladsen er rigelig, også for de mere langlemmede. Børnene glædede sig over fint udsyn deromme, for bagsæderne er hævet en anelse i forhold til sæderne foran. De fik også lov at sidde foran, for airbaggen i passagersiden kan slås til og fra med tændingsnøglen. Rart at kunne ordne den slags selv. Stoffet på sæderne i grundmodellen gør et lidt lurvet indtryk, og selve sæderne er til den bløde - måske for bløde - side. Overskuelig Der er noget solidt og varevognsagtigt over Jetta, når man tager plads bag rattet. Her er ikke pyntet op med moderne tingeltangel - indretning, instrumenter og skiver er til den gammeldags side i positiv forstand. Overskuelige og lige til at gå til. Eksempelvis indstilles ur og triptæller med enkelte tryk på logisk placerede og mærkede knapper og ikke langt inde i en serie af computermanøvrer. Det var tåget en morgen, og pludselig var der intet at se i de store sidespejle. Vi satte blus på spejlvarmen, og der gik kun få sekunder, før der var klart kig igen. Forslugenhed karakteriserer ikke kun bagagerummet i VW Jetta. Lommerne i dørene er forbilledligt rummelige, der er fin plads i lommerne bag på forsædernes ryglæn, flasker/kopper er der flere ståsteder til, og solbrillerne har egen residens i et etui i loftet. VW Jetta er ingen funky spradebasse, men virker som et gennemgedigent køretøj. Man kan sagtens spare mange penge ved at gå til konkurrenterne efter biler med cirka samme formåen. Men så får man selvfølgelig ikke en mini-Passat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her