Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Gode tilbud - med en række fælder

Spar 200.000 kroner på den nye Mercedes M-klasse. Og det er ikke en hengemt vare, da produktionen lige er gået i gang. Fås hos Dansk Turbo Teknik på Amager - Foto Mercedes
Spar 200.000 kroner på den nye Mercedes M-klasse. Og det er ikke en hengemt vare, da produktionen lige er gået i gang. Fås hos Dansk Turbo Teknik på Amager - Foto Mercedes
Lyt til artiklen

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er uden videre muligt at skære 200.000 kroner af prisen på den nye bil. Endda uden at skulle forhandle hårdt om prisen. For almindelige bilkøbere er der dog en alvorlig hage: De fleste af de biler, der kan købes på denne måde, er ganske dyre, og det er jo nok de færreste, der bliver lokket af at købe en sportsvogn som Chrysler Crossfire Roadster - uanset om den koster 850.000 kroner eller 600.000 kroner. Men der så sandelig også tilbud i den anden ende af prisskalaen. F.eks. Danmarks billigste nye bil til 80.000 kroner. Sidste år blev der indført nye, mere liberale regler omkring parallelimport af nye biler. Det betyder, at hvis en forhandler spotter nogle billige biler et sted ude i verden, måske hos et konkursbo, så vil den lave anskaffelsespris slå igennem i den endelige salgspris. Det betyder så også, at tilbuddet kan dække over biler, der har stået to-tre år på en udenlandsk lagerplads, men det er også muligt at få et godt tilbud på en bil, der er så ny, at den lige er rullet af samlebåndet - se artiklen herunder om den nye Mercedes M-klasse. Meget skal skiftes Men selv om kilometertællerne står på 0, er det ikke helt problemfrit at købe en bil, der har måske to på bagen. »Hvis en bil har stået stille i to år, så sørg for, at den får et stort serviceeftersyn, inden den tages i brug - også selv om den ikke har kørt noget videre i de to år. Olien skal skiftes, det samme skal oliefilteret. Bremsevæsken skal skiftes - det skal altid ske efter to år. Bremserne skal skilles ad og renses og smøres. Man kan nemt komme ud for, at bremsecaliprene sætter sig fast efter så lang tids stilstand«, siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen. Motorens tandrem behøver man ikke kigge på, men den ældes også uden, at motoren har kørt: »En tandrem skal typisk skiftes efter 100.000 km eller fire år, så en to år gammel bil er allerede halvt inde i den første tandrems levetid«, siger Søren W. Rasmussen Og listen over ting, der skal tjekkes, slutter ikke her: »En to år gammel lak har ikke samme glans som en ny. Der kan måske sidde nogle syreholdige fugleklatter, som er næsten umulige at få af. Sørg derfor for, at lakken får en højglanspolering«, lyder det fra FDM-manden. Også aircondition-anlægget vil kræve et eftersyn. Det er et kompliceret system, hvor ting kan sætte sig fast, når det ikke bruges. Måske skal dækkene også skiftes. De kan blive urunde af at stå stille så længe. Glem heller ikke at tjekke batteri og viskerblade. Stort værditab En bil som Alfa 166, der koster over 500.000 kroner som ny, kan købes med et prisafslag på 210.000 kroner, hvis man tager en to år gammel model. »Sådan en bil har et værditab på 100.000 kroner over to år. De forskellige eftersyn og reparationer løber op i måske 20.000 kroner. Endelig skal man også huske på, at biler i denne klasse stort set aldrig sælges til listepris, men med en rabat på måske 50.000 kroner. Så alt i alt skrumper den oprindelige besparelse på 210.000 kroner til omkring 40.000 kroner, når alt regnes med«, siger Søren W. Rasmussen. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her