Både i Danmark og i resten af Europa har Yamaha haft solid succes med modellen FZS 600 Fazer. Derfor er det naturligt, at der er fulgt op på succesen med en større variant over samme tema, nemlig FZS 1000 Fazer til 180.000 kr., der med sine tre ekstra skal tage kampen op med bl.a. Honda X-Eleven. Komforten: Overfladisk betragtet minder FZS 1000 med sin superkompakte motor, hvælvede rygrad og skæve katteøjeagtige lygter om en hvæsende vildkat krummet sammen til spring. Når man sætter sig op på dyret, der må siges at udstråle respekt, er indtrykket dog et andet. Hvis man kommer derop. Med en sædehøjde på 82 cm er den nemlig problematisk for små personer. Ellers bliver man mødt af et venligt førermiljø med magt over tingene. Knæene finder let vej i tankindhakkene. Det brede gummiophængte styr falder godt i hænderne, men sædet er ikke helt så bredt, som man kunne ønske. Til gengæld sidder passageren rimeligt, uden urimeligt hævet sæde, uden fornemmelsen af at sidde på 1. sal. Teknikken: Motoren lyder absolut lovende: sund og energisk lyd, og bundtrækket er massivt. Fra 1.500 omdrejninger i 6. gear er der komfortabel kraft, skønt det maksimale drejningsmoment på 106 Newtonmeter først melder sig ved 7.500 omdrejninger. Fra 3.000 omdrejninger er der kræfter nok til spontane overhalinger. Omkring 7.000 omdrejninger får man virkelig fornemmelsen af at få armene trukket længere. Grundlaget er som nævnt Yamahas fabelagtige R1-sportsmotor, der har været gennem en del plastikkirurgi for at matche Fazer'ens helt anderledes rørstel. Således har Yamahas ingeniører måttet udvikle et nyt topstykke for at kunne klemme motoren ind i stellet. Effekten er droslet ned fra 150 til 143 hk blandt andet ved at tildele Fazeren mindre karburatorer og et tungere svinghjul, der igen sikrer en mere harmonisk kraftudfoldelse. FZS 1000 Fazer skal roses for affjedringskomponenter, som kan stilles i både fjederforspænding, kompressions- og returdæmpning. Affjedringen kan med andre ord stilles efter førerens vægt og fartglæde. Herudover bemærkes Exup-teknikken, der regulerer udstødningstaktens timing, samt den flotte udstødning i rustfrit stål. Køreegenskaber: Fazer er nem at blive fortrolig med. Den oprette stilling er klart en fordel i bytrafik og på de snoede sogneveje. Balancen i maskinen er så fin, at man herudover gerne tiltror den offroad-egenskaber. Undervejs på landevejene er man generelt begunstiget af den principielt kørestilling. Først når speedometeret, der desværre er svært aflæseligt, når den maksimale tilladte hastighed, begynder den oprette og fremskudte kørestilling at blive et problem. Ved høj fart gør turbulenser fra andre trafikanter, f.eks. kassevogne, sig påfaldende ufordelagtigt gældende. Kåben afskærmer ikke nok, og det virker forstyrrende med sidevindsfølsomhed på en kværn af Fazerens kaliber. Konklusion: For folk, der har gjort op med sig selv, at det ikke er tophastighed, men kraftudfoldelse i de nedre registre, som tæller, er FZS 1000 Fazer nærmest perfekt. Også touringfolket kan have gavn af det alsidige, sejtrækkende muskelbundt, selv om sædet ikke er så godt som først antaget. Efter 100 km fik jeg overraskende ondt i ballerne. Problemet med kåben har Yamaha selv en løsning på i form af højere touringkåbeglas som tilbehør. I øvrigt er finishen meget fin, og Yamaha FZS 1000 Fazer skal også have en stor buket roser for sine fremragende, letdoserbare bremser, der matcher en accelerationsevne helt ud over det sædvanlige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























