Ingen kan som Harley-Davidson genopfinde sine motorcykler igen og igen.
De historiske modeller findes frem og får den nye teknik og styles til tidens kørere. Det præger i den grad også de to 2010-versioner, Forty-Eight og Fat Boy Special, som Lørdagslivs testhold har haft fat i. Klejn smuk maskine ’Skønheden’ Forty-Eight, er direkte opkaldt efter året, hvor den oprindelige udgave kom på gaden. Dengang med en klejn 125 ccm motor, som var hentet fra tyske DKW.
Hele 1,7 hk leverede den. Stilen var især kendetegnet ved en lille nuttet peanut-tank. De hjemvendte soldater brugte også inspirationen fra Europa til at ’bobbe’ deres motorcykler. Det betød, at de blev skrællet for alt unødvendigt, så motorcyklen stod helt rå tilbage. Den stil rendyrker årets nye maskine, der teknisk måske mest er en ny version i Harleys Sportster-serie. Tanken rummer nøjagtig som i model 1948 meget lidt, 7,95 liter, og allerede her er vi på sporet af, at der er tale om en maskine, der skal trille hen til cafeen eller måske på en mindre søndagstur.




























