Mange kunne sikkert drømme om den plads, motorkraft og komfort, der følger med i en Audi A6, men prisen på 594.000 kroner indskrænker køberfeltet en del. Audi solgte dog i 2011 over 600 eksemplarer af den nye A6, som havde premiere i april. Testbilen er ikke den mest efterspurgte version af Audi A6 - vi kørte nemlig i en firedørs sedan, men de fleste kunder ventes at vælge en stationcar, Avant. Men i det mindste har testbilen den mest populære motorvariant, 2,0 TDI, som også er den billigste i programmet. Forkortelsen står for 2,0 liters dieselmotor med 177 hk.
LÆS TEST Biltest: BMW's mindste er adræt og temmelig dyr
Inden første køretur gør føreren klogt i at orientere sig grundigt, når det gælder instrumenter og betjeningsknapper.
Først skal man f.eks. finde startknappen. Sådan en plejer at sidde lige til højre for rattet, men Audi har sat den længere nede på midterkonsollen til højre for gearstangen. I øvrigt lige ved siden af volumenknappen til radioen, som det én gang lykkedes os at trykke på i den tro, at vi havde slukket for motoren. Det havde vi så ikke - med et gevaldigt hop til følge, da vi slap koblingen.



























