Sidste år var Toyota Avensis en af de mest solgte biler i den såkaldte firmabilklasse herhjemme, og det er også en bil med mange gode egenskaber. Den er komfortabel og godt indrettet. Rent teknisk giver den ikke mange problemer, men her i begyndelsen af 2012 har den alligevel fået en opgradering, der ifølge Toyota selv skulle gøre den lidt bedre på de fleste punkter. Designet har dermed fået en forsigtig justering. I testdagene hørte vi dog ingen råbe: »Wauwww, det er den nye Toyota Avensis«. Ændringerne er mest synlige foran på bilen, hvor linjerne er tegnet skarpere op. Men vi tilgiver enhver, der ikke på stående fod kan spotte den nye Avensis fra den gamle.
LÆS BILTEST
Vi undrer os lidt allerede på den første køretur. Temaet for fornyelsen skulle være ’forfinelse’, men alligevel udsender dieselmotoren på 2,0 liter en markant brummen med motorvejsfart. Vi vil dog ikke karakterisere det som ’støj’, men det er nok til, at man bemærker det.
I testbilen er vi udstyret med en 2,0 liters dieselmotor med 124 hk. Det er en motor, der passer fint til Avensis’ afslappede natur. På motorvej føles den tilpas magtfuld, og der er kræfter nok, hvis man pludselig skal rykke uden om en lastvogn. Især hvis man gør sig selv den tjeneste at skifte ned fra 6. gear til 5. gear, så motoren kommer lidt op i omdrejninger. Med denne dieselmotor har Avensis en langbenet gearing. Ved 110 km/t snurrer motoren med kun omkring 1.700 omdrejninger.
Efter cirka 600 kilometer på især motorvej sagde bilens computer 18 km/l, hvilket må siges at være godt nok, selv om der er stykke op til det officielle forbrugstal på 21,7 km/l. I Danmark sælges Toyota Avensis dog mest med en benzinmotor på 1,8 liter, og den er der ikke pillet ved i forbindelse med modelskiftet.





























