Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv ... Hvis Hyundai Veloster kunne synge, ville De Gyldne Løvers vise være et oplagt valg. Bilen ligner en krydsning mellem en sportscoupé og en hatchback og opleves cirka ligesådan. Den har to døre foran og blot en enkelt i passagersiden bag i bilen. Den kan levere fartfuld fryd, har samtidig plads til et par unger og en ikke al for omfattende oppakning. Og så er den lidt af en opmærksomhedsmagnet, som forbipasserende lige må stoppe op og kigge lidt mere på.
LÆS ARTIKEL Godmodig familiebil giver den gas som veloplagt gaderacer
Veloster fortjener opmærksomheden, konkluderer vi efter en uge i selskab med det usædvanlige køretøj. Først og fremmest er den en fornøjelse at køre i, især når det går lidt tjept. Dobbeltkoblingsgearet hakker lidt i det ved lave hastigheder og sender pilen på omdrejningstælleren op og ned, men vel oppe i fart er der dømt harmoni mellem gear og motor. Og er man ikke fuldt tilfreds med gearkassens opførsel, kan man nemt selv skifte gear på skiftekontakterne lige foran rattet.
Motorkraften er rigelig – 140 hk – men man sidder heller ikke og ærgrer sig over kolossale kræfter, der alligevel aldrig bliver sluppet løs. Brændstofforbruget er ikke det mest miljøartige: Ifølge bilens egen computer fik vi i snit 11 kilometer ud af en liter benzin ved blandet kørsel og tilsyneladende lidt mere ved manuel betjening af gearet. Ingen slinger I det faste, læderbetrukne førersæde er vi i coupéland med en lav siddestilling og et mylder af betjeningsknapper og -kontakter lige i nærheden. Valgmulighederne er dog ikke så mangfoldige, som første øjekast varsler, for flere funktioner går igen på små kontakter på rattet, hvor man kan fjernbetjene lydanlæg, telefon, fartpilot mm.
