Honda er sjældent bange for at give den gas og designe personbiler med sportslige karaktertræk.
Den nye Civic er ingen undtagelse, og det udløser gerne meget forskellige reaktioner, kan vi konstatere efter en uge som Civic-chauffør: Nogle drages af bilen og synes, at stilen er lækker, mens andre mener, at det lettere aggressive udseende og det lysende digitalspeedometer, hajfinneantennen på taget og den røde spoiler bag på bilen er for meget. Men uanset hvad man mener om stilen, byder Honda Civic stadig på adskillige positive overraskelser: Der er uventet god plads til bagage om bord. For det første har bagagerummet en dyb ’kælder’, som viser sig at være et perfekt sted til en stak pizzaer, fordi man undgår, at bakkerne rutsjer rundt i hele bagagerummet.






























