Fra på torsdag bliver det en smule mere overskueligt at købe nye dæk til bilen.
Et nyt mærkat vil nemlig fortælle om en del af dækkets egenskaber, og der er især et af punkterne, der har stor betydning for danske bilister, både sommer og vinter: Hvordan opfører dækket sig i vådt føre. Desuden viser mærkatet værdierne for dækkets rullemodstand. Hvis den er lav, kan det bidrage til mere økonomisk kørsel. Endelig er det opgivet, hvor meget dækket støjer. Det er en måling, der siger noget om, hvor meget omgivelserne hører til dækket – det handler ikke om støjniveauet inde i bilen.




























