Der er to biler på markedet, der er næsten ens. De har begge et lidt sært modelnavn, men trods deres store lighed er der også forskelle, som gør, at man bør kigge grundigt på dem begge, inden man træffer sit valg om at købe den ene eller den anden.
Vi taler om Nissan Qashqai og Renault Kadjar. De to bilmærker arbejder sammen i en tæt alliance, og det er disse to biler et resultat af. De deler teknik og en del af designet. Nissan Qashqai er en etableret succes, der er inde i sin anden modelgeneration, mens Renault Kadjar kun har været fremme i et par måneder. I november blev der solgt 267 Nissan Qashqai i Danmark mod 131 Renault Kadjar. Nissan har godt fat i markedet for erhvervsleasing, og her skal Renault kæmpe for at gøre sig gældende.




























