Tyskerne slår en lille kile ind de japanske bilmærkers næsten totale dominans, når det gælder om at bygge de mest fejlfrie biler. Det ses i den nyeste udgave af den årlige rapport fra de tyske synsmyndigheder, TÜV. I de tidligere år har det næsten været en rutinesag, at der lå biler fra Toyota på de bedste pladser, uanset årgang. Men i år er det Audi A2, der har æren af at være den mest fejlfrie bil blandt de 1-3-årige biler. Det er desværre ikke noget, danske brugtbilkøbere kan bruge til så meget, for der kører ikke voldsomt mange Audi A2 i Danmark, og de er i øvrigt stort set alle af den særlige 3L-udgave med dieselmotor, der kører omkring 30 km per liter. De større og dyrere Audier klarer sig ikke nær så godt. Blandt de 6-7-årige biler ligger f.eks. A4 og A6 på plads 62 og 68 (af 85 mulige). Der er især problemer med forhjulsophæng og bremser, der bliver slidt meget hurtigt. Men ellers sidder japanerne som sædvanligt tungt på toppladserne. Blandt de 1-3-årige er der 14 japanere på de 20 første pladser. En overraskelse som nr. 3: Opel Agila, søsterbil til Suzuki Wagon R, der sært nok er placeret helt i bunden: som nr. 102 på en liste med 113 biler. Agila, der ikke sælges i Danmark mere, er noteret for 2,3 graverende fejl per 100 biler - hos Suzuki er tallet 9,0, og her er det især bremser og startspærre, der driller. Koreanerne betegnes undertiden som 'de nye japanere', når det gælder kvalitet. Det er da også muligt, at de med deres nyeste modeller er ved at nå derop, men koreanske biler på fire-fem år halter stadig noget bagud. Om minibilen Hyundai Atos siges det, at den ganske tidligt i livet må underkastes store reparationer - f.eks. ny kobling efter 45.000 kilometer. Den første model fra Kia var Sephia, der dukkede op 1993, hvor den i Danmark blev solgt til næsten hysterisk gunstig pris. »Selv ret nye biler har alvorlige fejl«, skriver TÜV-rapporten og nævner især startspærre og elruder som fejlkilder. Daewoo Nubira får heller ikke meget ros med på vejen. Her nævnes problemer som knækkede tandremme, overophedning af motoren, svag kobling og defekt generator. Langvarige problemer Franskmændene sælger masser af biler både i Tyskland og Danmark, men de har svært ved at komme helt til tops, når det gælder kvalitet. Blandt de 4-5-årige er den mest problemfri franske bil Citroën Xantia (7,6 procent alvorlige fejl), mens Peugeot 806, Renault Clio og Renault Twingo ligger og trykker sig nede i bunden af listen på pladserne 98-100. Citroën Berlingo er en bil med meget simpel teknik, men derfor kan der godt opstå problemer alligevel - især med oliespild fra motor og gearkasse. Renault Twingo, som aldrig er slået an i Danmark, har nu været bygget i 11 år, men alligevel har Renault ikke fået udryddet problemer med bremserne og utætte toppakninger - og den samme klagesang gælder Clio. Peugeot har tilsyneladende haft en heldigere hånd med 206, som kun noteres for få problemer i synshallerne. Andre store europæiske mærker som VW, Ford og Opel kommer heller ikke i nærheden af de fineste placeringer. Bedre end plads 21 bliver det ikke for nogen af dem. Toyota på toppen Uanset årgang finder vi ingen Toyota placeret dårligere end plads 11 på listerne over disse årgange, der typisk tæller omkring 100 biler. De andre japanske mærker kan ikke helt følge trit. Både Nissan, Mitsubishi og Suzuki har nogle modeller, der rutsjer et pænt stykke ned i statistikken. Det samme gælder Fiat, der konsekvent ligger i den dårligste tredjedel, og Alfa Romeo er også placeret i den tunge ende. Undersøgelsens absolutte bundskraber er - ligesom tidligere år - Chrysler Voyager. TÜV-rapporten er baseret på teknisk kontrol af 7,5 millioner personbiler.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Stor amerikansk avis: »Det ligner et kompromis, som giver Trump en sejr, han kan prale af«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Breaking
Kronik af Martin Lidegaard
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
interview
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce