Prisen er lige i overkanten, men til gengæld er TomTom Go 720 spækket med finesser, som man ikke lige ser andre steder. Derfor begynder vi denne anmeldelse med at liste en række af de finesser, TomTom har stoppet ind i sit nye flagskib, der koster cirka 3.700 kroner. Din egen stemme: Indtal selv kommandoerne som f.eks. ’Drej til højre’, ’Tag afkørslen længere fremme’. Dem er der 56 af i alt. Hvor er jeg: En snedig funktion, der kan være en stor hjælp, hvis bilen går i stå på en øde landevej uden synlige kendemærker. Så kan det være svært at forklare Falck-damen, hvor man lige holder. Her får man på skærmen en præcis beskrivelse af stedet – f.eks. 250 meter fra X-kryds i retning af Y-by. Det dur dog ikke alle vegne. Vi prøvede at trykke på ’Hvor er jeg’-knappen, da vi holdt på p-pladsen på toppen af Fisketorvet i København. Her sagde apparatet: ’Unavngiven vej, København’. Så her havde Falck nok ikke fundet os. Redningskransen: Et nyt symbol, som leder frem til en menu, hvor man lynhurtigt kan trykke sig til hjælp – politistation, sygehus etc. Den slags informationer findes dog allerede i ethvert GPS-apparat, men her er det gjort noget lettere at finde frem til dem. Opdater selv kort: Brugeren kan selv rette i det, der måtte følge med kortet. F.eks. en ensretning, der vender forkert. Fra TomToms hjemmeside kan der også hentes opdateringer, som er lagt ind af andre brugere. Dertil kommer, at TomTom Go 720 naturligvis navigerer med vanlig præcision, og trods de mange funktioner er menuerne overskuelige og meget lette at gå til. Selve apparatet er også rigtig nydeligt med diskret anvendelse af lidt krom. En lille svaghed: Holderen. Den er nem nok at håndtere, men er ikke helt fri for rystelser og vibrationer. Det gamle fif med at placere apparatet, så det hviler på instrumentpanelet, er derfor stadig gangbart her. Alt i alt: Et velfungerende apparat, men man betaler nok lidt dyrt for de mange finesser, som ikke har noget med selve vejvisningen at gøre.
Tom tom navigation for pilfingre






























