Film om store børn og unge er jo ikke automatisk 'ungdomsfilm', men kan undertiden formulere grundlæggende og afgørende spørgsmål så ligefremt og samtidig så kompromisløst mangesidet, som netop den aldersgruppe især kan det. Sådan gør 'Mean Creek', utvivlsomt med enorm appel til 13-18-årige, ligesom de optrædende, men en indtrængende og rystende film for alle. Om hvordan vold og afstumpethed avler og forøger volden og afstumpetheden, fra slægtled til slægtled, fra gruppe til gruppe. Som ringe i vandet - hvis man kan bruge dén metafor lige her. For som titlen antyder, kommer denne håndfuld unge ud på det dybe. Sam er ikke over tolv og uskyldigt forelsket i klassekammeraten Millie. De spilles af hhv. Rory Culkin (den yngste af McCauleys seks søskende) og Carly Schroeder, med hele aldersgruppens endnu umaskerede alvor og ynde. Men splejsede Sam bliver nådesløst mobbet af den hidsige, overvægtige og ordblinde George, der har gået flere klasser om. Han er faktisk på alder med Sams storebror Rocky, der hænger ud med et par andre 15-17-årige og prøver at lære at lægge seje mænds maske. Ældst er Marty, mest tromlende og mest traumatiseret - Scott Mechlowicz hedder den unge skuespiller, hvis følsomme pokerfjæs vi nok skal få at se igen. Rocky og hans venner vil hjælpe lillebror Sam med at få hævn, og Millie bliver inviteret med på skovtur: En jollesejlads ned ad floden - hvor George efter planen skal efterlades, så han må trave splitternøgen hjem. Præcis en af den slags 'jokes', som amerikanske high school-komedier flyder over af, og lømlernes måde at tale til hinanden på begynder også som i en af Hollywoods prut og patter-farcer. Alligevel aner vi uråd fra starten. Det håndholdte kamera, ligesom bøllebøffen Georges eget videokamera; teenageværelser lige så uklart underbelyste som undervandsbillederne; angsten og håbet i de unge ansigter; kæden af mobning ned gennem søskenderækkerne ... det hele varsler ilde. Planen aflyses ellers på grund af Georges uventet søde væsen, når han udsættes for venlighed. Men snart truer alligevel den katastrofe, angsten må udløse - i gruppen, i Oregon-lokalsamfundet eller for den sags skyld i nationen, hvor væbnet skolevold er blevet hverdag. De er som sædvanlig (kun) et par skridt foran os derovre. Filmen om den 'onde strøm' er både manus- og instruktørdebut for Estes, og der er bukket nogle ender for at få det hele i lod og vater, mens andre stadig hænger løst bagud i filmens kølvand. Men de ligefremme spørgsmål - hvordan opstår mobning? hvordan standser man den? - giver en højfølsom indlevelse i store børn og unges sårbarhed og fordrejede reaktioner. Og dén pointe, at hævn over hævn ikke er vejen frem.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
»Han er virkelig intelligent og en meget snu politisk aktør«, og han kan blive et kæmpe problem for Trump
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview