Her får man kolossalt meget for pengene. GPS-apparatet Mio C 230 med europakort og legende let betjening koster 1.599 kroner. Og det er endda fabrikantens vejledende pris på det spritnye apparat, der dårligt nok er kommet ud i handelen. Når netbutikkerne og de store elektronikkæder tager fat, ryger der nok yderligere 200-300 kroner af prisen. Mio C 230 er det helt rigtige apparat til dem, der ønsker vejvisning og ikke ret meget andet. Der er ingen af de superfancy funktioner, der ofte driver prisen på et GPS-apparat i vejret, men evnen til at navigere fejler ikke noget. Apparatet er så lille, at det fint passer i en skjortelomme – det måler 85 x 85 x 25 mm. Skærmen er i sagens natur ikke ret stor, men stor nok til sit formål. Alt er bygget meget tydeligt op, og her finder vi endda et par af de funktioner, vi så inderligt savnede i den tre gange så dyre Garmin, vi også tester, nemlig at næstkommende manøvre vises som et symbol (f.eks. en pil, der peger mod venstre), og at afstanden til målet er tydeligt markeret. Skærmbilledet står skarpt og tydeligt, og holderen er 100 procent rystefri. Alt i alt er det ret imponerende, så meget man får for sine penge her.
Mio C 230 - Småt, men godt






























