En sjov og effektiv måde at få patchwork ind i soveværelset på er at betrække en vasketøjskurv med sammensyede baner af liberty-stoffer (småblomstrede) fra The Fabric Company.
Det ser flot ud med stoffer i samme farvenuancer, men lad gerne en enkelt stofbane stikke lidt ud for at få kontrast ind i patchworket. Et andet gammelt patchworktip er at lade lyse nuancer ligge op ad mørke nuancer. Sådan gør du Mål vaskekurven, og klip forskellige baner stof ud i samme længde, men husk at lægge cirka 10 cm til til ombuk og løbegang til elastik i begge ender. Sy banerne sammen, ret mod ret, og sy en løbegang i begge ender af stoffet. Sy det samlede stykke stof sammen ret mod ret, og træk derefter en bred elastik igennem løbegangene ved hjælp af en sikkerhedsnål. Sæt stykket på vasketøjskurven, spænd elastikken, og bind en knude, så det er monteret på kurven. Gør det samme med låget.





























