På verdensplan har tre milliarder mennesker i dag en mobiltelefon.
I snit har hver person ejet fem forskellige telefoner, og hver mobil har sin helt egen oplader. Et konservativt bud fra telebranchen er, at der derfor florerer omkring seks milliarder opladere. Længden af strømforsynende ledninger er ikke gjort kortere af, at mobilproducenterne løbende har udskiftet opladerne. Ifølge Greenpeace er masseproduktionen et slående eksempel på ressourcespild i den voksende teleindustri. Og når mobilopladerne ender i skraldeposen og sendes til forbrænding, får miljøet ekstra mange knubs. »I mange hjem har man fire forskellige opladere liggende, og sandsynligheden for, at en eller flere ryger i affaldssækken er stor. At sådan noget småt elektronik ender til forbrænding, er en bombe under miljøet«, siger Henrik Pedersen, miljøbiolog i Greenpeace Norden. De ældste er værst Mljøorganisationen har hvert kvartal de seneste to år målt, vejet og udstillet teleindustriens grønne ansigt. I den seneste analyse får fem ud af de seks førende mobilproducenter et klap på skulderen for at have opsat en tidsgrænse for, hvornår deres mobiler og komponenter er helt fri for de skadelige kemikalier pvc og bromerede flammehæmmere. Men i en elektronikbranche, som udleder lige så meget CO2 som flyindustrien, er der stadig en tung miljøopgave at løfte, mener Greenpeace. »På kort sigt kæmper vi for, at industriens produkter bliver fri for kemiske klimabelastninger. På længere sigt skal ressourceforbruget minimeres, og det sker ved standardisering, så forbrugere eksempelvis ikke har syv forskellige opladere«, siger Henrik Pedersen.
De ældre modeller er værst
Nokia sidder tungt på halvdelen af det danske mobiltelefonsalg. I mobilgigantens danske afdeling for miljø og design er leder Lars Buus Jensen enig i, at de mange typer opladere er noget juks. Alene i hans tid har Nokia haft fire forskellige typer.
»I laderne er der både kobber, tin og jern, som ikke kan forgå. Hvis de smides i husholdningsaffaldet, hvilket der er en stor tendens til, ryger det til forbrænding. Og særligt de lidt ældre opladere medfører dermed en stor belastning for miljøet«, siger Lars Buus Jensen fra Nokia.
Han understreger, at opladerne ikke længere er så miljøskadelige. Men op til 2006 blev de loddet med bly, og ved forbrænding bliver stofferne udledt i atmosfæren.
At den telefonsnakkende del af verdens befolkning ikke er gode til at genbruge, viser en undersøgelse, som Nokia netop har foretaget blandt 6.500 mobilbrugere i 13 lande. Tre ud af fire har således ikke tænkt sig at genbruge mobiludstyret.
Standard til alle
Blandt andet for at skåne miljøet har teleindustrien sat sig for at producere mobiltelefonerne, så den samme oplader kan benyttes i alle typer telefoner.
For et år siden bekendtgjorde brancheorganisationen Open Mobile Terminal Platform (OMTP), at det såkaldte mikro USB-stik bør blive standardopladeren for samtlige mobiler. Mikro USB-kablet er en oplagt standard, fordi det både kan overføre strøm, lyd og data til mobilen, fortæller Tim Haysom, marketingchef hos OMTP. »Der vil nok altid være enkelte produkter med helt specifikke krav til strøm- og dataforsyning, men generelt går det i den rigtige retning. Jeg vil vurdere, at langt de fleste mobiltelefoner vil bruge denne standardiserede opladertype inden for et til to år«, siger Tim Haysom fra OMTP, der repræsenterer 85 procent af den verdensomspændende teleindustri.




























