Vi kender det alle sammen.
Arbejdets præstationspres og hverdagens trummerum med utallige behov, der skal dækkes, kan udmatte selv den mest positive og energiske knokler. Når huset er møbleret, børnene installeret, maverne mætte og karrieren kører på skinner, hvad skal man så gøre for at få livet til at være rigtig spændende?
En mulighed er at pakke taskerne og flygte langt bort til et sted, hvor intet er som derhjemme. Et sted, hvor man kan lære nye ting og har tid til bare at opleve og leve. Og det er netop denne mulighed skaberne bag spilfænomenet 'The Sims' har valgt at tilbyde i den første udvidelsespakke til grundspillet 'The Sims 3', der ramte butikkerne for godt et halvt år siden.





























