Otte ud af ti stiger dumper i test

STIGEFRYGT. En del stiger braser sammen under lavere vægt, end de skal kunne holde til. Man må håbe, det ikke gælder for disse stiger, som blev brugt, da Kronpris Frederik og Kronprinsesse Mary fremviste deres tvillinger på Riget. (Arkivfoto)
STIGEFRYGT. En del stiger braser sammen under lavere vægt, end de skal kunne holde til. Man må håbe, det ikke gælder for disse stiger, som blev brugt, da Kronpris Frederik og Kronprinsesse Mary fremviste deres tvillinger på Riget. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Når stigen braser under dig, så har du fået fat i et produkt, som ikke lever op til de sikkerhedskrav, som det skal ifølge loven. Og det er alt for let at komme ud for, viser en test af ti stiger, som Arbejdstilsynet står bag. Otte af stigerne dumpede, fordi de ikke levede op til sikkerhedskravene. Trods det bar de alle mærkerne CE og DS/EN 131 standard, som skulle garantere, at de levede op til visse minimumskrav. Men to stiger fra Harald Nyborg og en, som er solgt hos Jem og Fix, er så farlige, at tilsynet har krævet, at de øjeblikkelig trækkes tilbage fra markedet. Alle de testede stiger er lavet af aluminium. Tilsynschef Charlotte Friis fra Arbejdstilsynet er meget utilfreds. »Resultatet er slet og ret rystende. Vi har nogle helt klare regler for, hvilke belastninger en stige skal kunne klare, før den må sælges i danske butikker. Og nu viser det sig så, at der sælges masser af stiger, der tilsyneladende er ok, men som alligevel ikke kan leve op til standardkravene«, siger Charlotte Friis. De dumpede stiger braser sammen under lavere vægt, end de skal kunne holde til, eller står ikke sikkert nok. Det udsætter både private forbrugere og håndværkere for fare. Særlig en stige var storslem. »Efter standarden skal stigen kunne klare en belastning på 150 kg, men denne brød sammen allerede ved 78 kg. Sådan en stige er decideret farlig at klatre op på, og den skulle aldrig have været i handlen«, siger Charlotte Friis. Hun understreger, at der stadig er flere stiger på markedet, som ikke er testet, og hvor man derfor ikke ved, om de er sikre. Særligt fokus på ulykker Hvert år sker der i Danmark 3.000 stigeulykker, som er så alvorlige, at den tilskadekomne bliver behandlet på skadestuen. I hele Europa er antallet af arbejdsulykker med stiger så højt, at landene i fællesskab har besluttet at have særlig fokus på stiger. Den danske test er en del af denne indsats, og resultaterne bliver sendt ud til resten af EU-landene gennem advarselssystemet Rapex. Men producenterne af stiger slår sig i tøjret, når det gælder om at sælge mere sikre produkter til forbrugerne. Det fortæller ingeniør Tania Vandenberghe fra organisationen Anec, som kæmper for produktsikkerhed i EU. »Allerede i 1999 stillede EU Kommissionen krav om, at sikkerhedskravene til stiger skulle forbedres. Producenterne har trukket sagen så meget i langdrag, at der stadig efter ti år ikke var fundet en løsning i det arbejdsudvalg, der skulle øge sikkerheden«, siger Tania Vandenberghe. I 2009 lagde Kommissionen et fornyet pres på producenterne, men den nye standard for stiger er ikke forhandlet på plads endnu. Med andre ord, er de sikkerhedskrav, som otte ud af de ti stiger ikke kan bestå, allerede temmelig lavt sat. Mærker giver ikke sikkerhed Forbrugerrådet kalder det urimeligt, at man som forbruger tror, at det man køber er sikkert, og det modsatte viser sig at være tilfældet. »Vi ved fra spørgeundersøgelser, at forbrugerne ser CE-mærket som et sikkerhedsmærke. Men det er bare et mærke til myndighederne, som viser, at producenterne har sagt: Nu lever mit produkt op til det det skal. Men mærket og de sikkerhedskrav, der kan være indbygget i det, er kun noget værd, hvis produkterne reelt bliver kontrolleret af myndighederne en gang imellem. Og det sker alt for sjældent«, siger ingeniør og ekspert i produktsikkerhed Helen Amundsen fra Forbrugerrådet.

Det er op til forskellige myndigheder at foretage markedskontroller, som tjekker om varerne er sikre. For eksempel skal Arbejdstilsynet kontrollere værktøj, maskiner og lignende, Miljøstyrelsen undersøger tøj, smykker og kosmetik for uønskede kemiske stoffer og Sikkerhedsstyrelsen ser på blandt andet produkter til børn. Systemet med CE-mærker bygger på, at fabrikanten har ansvaret for at bringe sikre produkter på markedet. Sådan har det været siden slutningen af 80’erne. Men den måde at gøre tingene på har ikke sikret forbrugerne godt nok, mener Helen Amundsen. »Testen her tyder på, at stigefabrikanterne enten ikke kender de sikkerhedskrav, der skal være opfyldt. Eller at de regner med, at det går, fordi der aldrig er nogen, der kigger deres varer efter i sømmene«, Den svage kontrol medfører, at der er en masse freeriders, som ser stort på sikkerhed. De køber for eksempel en container fuld af et eller andet, som de ikke aner er sikkert. Det får de solgt på tre måneder, og så er de ude af markedet igen, forklarer hun. Skruer op for kontrol Meget tyder på, at der de kommende år vil blive skruet op for markedskontrollerne. EU-Kommissionen er på vej med en forordning, der stiller større krav til myndighederne i de forskellige EU-lande, oplyser Sikkerhedsstyrelsen. Arbejdstilsynet overvejer oven på den afslørende stigetest at skrue op for mar FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her