Kommentar:
Denne flotte en meter lange snogemadamme levede i flere år i min have. Hvert år, når den en af de første gange kom frem for at sole sig, lykkedes det min hund at få fat i den, hvilket medførte en redningsaktion fra min side. Hunden kastede den vildt kæmpende snog op i luften, hvor den vendte sig og lod sig falde ned som død med bugen i vejret.
LÆS ARTIKELRyge til læser: Lav kaffe og tænd for P2 når du bliver bange for slanger Når jeg så undersøgte den for eventuelle skader, vågnede den hvæsende til live. Den fik aldrig andet end overfladiske rifter, og efter at have leget brilleslange lidt, snoede den sig hurtigt bort. Værre gik det for dens unger, som jeg fandt i to halvdele rundt omkring. Den store kunne lide at sole sig på en brændestabel. Her stod også potteplanter, og det hændte, at noget silkeblødt snoede sig bort under mine hænder, når jeg ordnede disse. Forrige vinter må have taget livet af den, for det er nu andet år, jeg ikke ser den. Til gengæld har jeg et dejligt udvalg af frøer. Kommentar:
Jeg må lige korrigere et par enkelte oplysninger i din artikel om snogebesøg:
Snogen spiser padder – frøer og salamandre – og i mindre omfang fisk. Den går ikke efter fuglereder med æg og unger. Den ville ikke ane, hvad den skulle stille op med et fugleæg.
Hugormen spiser til gengæld ikke frøer. Dens yndlingsmad er mus samt andre mindre varmblodede dyr. Den kan dog også finde på at snuppe et firben.
En snog på besøg i en gårdhave er en snog på vandring. Så dit råd er fornuftigt. Efter et hvil eller efter at have slikket sol forsvinder snogen igen.




























