Grundmaling til træværk kan lyde som et fremmedord for gør det selv-folk, som er vant til bare at hanke op i en bøtte træmaling og gå løs på alskens træ med penslen. Men ifølge fagfolk er der ingen vej udenom:
»Der skal grundmaling til først, hvis malingen skal hæfte ordentligt. Du får heller ikke et godt resultat uden grundmaling, hvis der skal lakmaling oven på gammel oliemaling. Og hvis træværk skal males om til en lysere farve, kommer man også rigtig langt med en god grundmaling«, fastslår malermestrene Robert Andersen og René Hvalstrup.
Efter at have afprøvet seks forskellige hvide grundmalinger til indendørs træ kan de to dommere i Lørdagslivs test konstatere, at der er overordentlig stor forskel på produkternes brugervenlighed, vedhæftning og dækkeevne. Så de to malermestre er spændte på at høre, hvad der gemmer sig i de anonymiserede malerbøtter.
»Flot, jeg er imponeret«, siger malermester Robert Andersen, da vindermalingens identitet bliver afsløret og viser sig at være testens billigste grundmaling: Veveo fra Beckmann Maling & Tapet med en literpris på 139 kroner. Nøjagtig det halve af forlangendet for den knap så gode Sadolin grundmaling og langt billigere end Flüggers bud på en indendørs trægrunder. Kun malingen fra Røverkøb nærmer sig prismæssigt vindermalingen, men kvalitetsmæssigt kan produktet fra lavpriskæden ikke følge med.
Veveo er den eneste maling, der klarer samtlige udfordringer i testen med et rigtig godt resultat. De andre malinger kryber eller løber på de formalede paneler, mens Veveo flyder fint sammen og giver, hvad dommerne kalder et supergodt resultat. Også udfordringen med at danne grundlag for den oliemalede bordplades farveskift fra sort til hvid, klarer testens prisbasker til malermestrenes fulde tilfredshed.
I bunden af karakterskalaen forholder det sig lige modsat med Jotun Sens Grunning til 276,75 kroner per liter i farvehandlerkæden Colorama:
»Den er dårlig på alt, hvad vi har prøvet den på«, konkluderer fagfolkene og udpeger et felt på den oliemalede bordplade, hvor de med lethed har kunnet ridse i det tynde lag af grundmaling, som kun i meget begrænset omfang har forvandlet farven fra sort til hvid.
»Jeg er overrasket over, at den er så ringe«, tilføjer René Hvalstrup og hentyder til, at det er et anerkendt mærke, der står bag den tynde maling, som hverken dækker eller hæfter ordentligt på træstykkerne. Lav en maletest
Den store kvalitetsforskel på grundmalingerne i testen får dommerne til at anbefale, at man laver en lille test, dagen før man går i gang med et maleprojekt.
»Mal på et lille stykke af det, som skal males, og lad det tørre natten over. Så kan man se, om det sidder ordentligt fast og lever op til det, det er købt til. Hvis forhandleren eller teksten på produktet har lovet noget, som ikke holder, bør man klage over det. Under alle omstændigheder kan man så spare sig at bruge tid og energi på at arbejde med en maling, som ikke duer til formålet«, siger Robert Andersen.
Hos Forbrugerrådet oplyser afdelingschef Mette Boye, at man ikke har automatisk returret på hverken maling eller andre varer, medmindre det står på bonen eller er oplyst i butikken på anden vis. Dog har man 14 dages fortrydelsesret på varer købt på nettet.
»Men køber man maling til et bestemt formål, som malingen så viser sig ikke at kunne bruges til, kan der være tale om en fejl ved produktet, som man kan reklamere over hos forhandleren. Det kan så være muligt at få malingen ombyttet eller finde en anden løsning på problemet sammen med forhandleren. Lykkes det ikke, kan man klage til Forbrugerklagenævnet. Det kræver dog, at man har købt maling for 800 kroner«, siger Mette Boye. Vaske, slibe, male
God maling og godt værktøj er naturligvis den bedste vej til et godt resultat, når der skal males. Kan man ikke få begge dele, er de to malermestre ikke i tvivl om, at malingen er vigtigst:
»God maling kan man jo næsten male med en rive. Du behøver ikke at anskaffe en megadyr pensel, hvis malingen er i orden. En dårlig maling kan hjælpes lidt på vej med en god pensel, men resultatet bliver aldrig helt o.k.«, siger René Hvalstrup.
De to dommere er godt klar over, at de har udfordret de seks grundmalinger maksimalt ved at prøve dem på de formalede paneler, som ikke blev slebet før testen. Normalt er der nemlig ingen vej uden om en omgang slibning, når der skal males træværk:
»Det hedder: Først vaske, så slibe, tørre grundigt af og grundmale. Og så skal grundmalingen være helt tør, inden du går i gang med selve malingen«, påbyder fagfolkene.
Research: Camilla Mejlvang
Den billige grundmaling er bedst






























