Her er ingen skilte, som skriger op om 10 tagetes på tilbud eller spagnum til spotpris. I stedet gør et mosgrønt, slidt skilt diskret opmærksom på Jakobsens Planteskole.
Er man uden sans for planterigets sjældne og mangfoldige skatte, ligner stedet ved første øjekast en forfalden rodebutik med et vildnis af vækster.
Kendere derimod rejser gerne over land og vand for at købe planter hos Arne Jakobsen i Glamsbjerg på Sydvestfyn.
Hans 33.000 kvadratmeter store planteskole rummer en rigdom af træer, buske og blomster, som man ikke finder i plantecentrene med ensartede potteplanter på rad og isbod ved kassen. »Alle mine planter har en historie. Jeg har samlet dem i løbet af 45 år«, fortæller Arne Jakobsen, som selv udvælger, opformerer og poder sine planter.






























