Den nemme udvej: Sådan får du vaskemaskinen til at vaske helt rent

Renlighed. Det kræver ikke mange fantasifulde kneb at holde vaskemaskinen fit for fight.
Renlighed. Det kræver ikke mange fantasifulde kneb at holde vaskemaskinen fit for fight.
Lyt til artiklen

En sur, indelukket dunst oser ud af vaskemaskinen, og det føles som en synd at smide selv snavsetøj ind i dens indre.

Vaskemaskinen kan nemt komme til at lugte, hvis den ikke bliver vedligeholdt korrekt, fortæller husmodereksperten Ann-Alicia Thunbo Ilskov, den ene af forfatterne bag hjemmesiden www.husmoderen.dk og bogen "Hold da helt hus".

»Vaskemaskinen samler på kalk, skidt og snavs, så bliver den ikke rengjort jævnligt, vil den med tiden komme til at lugte grimt«, siger hun og forklarer, at det er nødvendigt at koge maskinen igennem fra tid til anden.

»Tidligere kogevaskede man det meste, men i dag er det - heldigvis for miljøet - blevet muligt at vaske tøj på 15 og 30 grader, så maskinen bliver sjældent renset helt igennem for skidt og bakterier«.

LÆS ARTIKEL Tøj bliver rent ved 20 grader

Ann-Alicia Thunbo Ilskov anbefaler derfor, at man fra tid til anden sørger for at vaske på 90 grader - evt. med et klorholdigt vaskemiddel.

»Hvis man ikke vil bruge et klorholdigt produkt, kan man også prøve at køre den igennem med brun sæbe, uden tøj, og derefter en vask uden vaskemiddel eller tøj - og så er den klar til brug«, siger hun.

Afkalkning
Kalkaflejringer i maskinen skal også have en tur fra tid til anden. Her anbefaler husmodereksperten citronsyre.

»En almindelig familie bør faktisk afkalke deres vaskemaskine med citronsyre en gang om måneden«, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der fortæller, at man blot skal tilsætte et brev citronsyre til sæbeskuffen og køre en almindelig vask.

»Og så skal den bare vaskes igennem uden noget bagefter for at være klar til brug igen«, siger hun.

Sæbeskuffen

Endelig er der sæbeskuffen, som mange kan komme til at glemme. Ann-Alicia Thunbo Ilskov råder folk til at fjerne de sorte klistrede klumper af gammelt sæbe med det samme, så det ikke mugner.

»Giv sæbeskuffen en tur i opvaskemaskinen i ny og næ«, lyder rådet til en nem udvej.

Emilie Taulø-Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her