»Alarmen har så stor en værdi, at 99 procent af vores kunder undgik indbrud sidste år«.
Sådan lyder et salgsargument fra landets største sikkerhedsfirma, G4S. Umiddelbart et overbevisende tal, men det skal sættes i forhold til data fra Danmarks Statistik, der viser, at 98,2 procent af alle danske boliger undgik indbrud sidste år. 1 ud af 100 rammes Omvendt kan man udlede, at 1 ud af 100 G4S-kunder får indbrud hvert år trods et alarmsystem til tusindvis af kroner. At omkring 600 af G4S’ kunder havde indbrud i 2009, medgiver selskabet også selv. Man kan bruge statistik, som en beruset mand bruger lygtepælen; til støtte mere end oplysning. Men det er uomtvisteligt, at G4S og andre sikkerhedsfirmaer tjener store summer på det stigende antal indbrud herhjemme.
For at stoppe tyven køber boligejere alarmsystemer med rumfølere, magnet- og fotodetektorer. På to år er salget af alarmer til private fordoblet, oplyser Sikkerhedsbranchen, der forventer, at 25.000 nye vil blive installeret i de danske hjem i år.






























