Spørgsmål fra Birgitte og John:
Ved vores sommerhus er vi plaget af mosegrise. Plagen er såmænd ’kun’, at de laver en masse store huller ind i skrænt og ned i græsplænen, men dels generer disse relativt store huller os, dels mistænker vi mosegrisene for at stå bag flere mystiske ’buskaflivninger’.
Vi har forsøgt os med nogle røde giftkorn, som vi fik anbefalet, men de hjalp overhovedet ikke. Vi havde derfor sidste år et professionelt skadedyrsbekæmpelsesfirma på besøg flere gange. De lagde gaspiller ned i hullerne. I en periode (4-5 uger) forsvinder aktiviteten, men så begynder det igen. Her i vinter er der kommet rigtigt mange nye huller, der er meget tydelige, da græsset jo ikke vokser.
LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Hvem laver huller i plænen? Sidste år ofrede vi 3.000 kroner på professionel bekæmpelse, men vi har ikke tillid til, at den vil løse problemet på længere sigt, og man kan jo altid forklare nye huller med ny invasion udefra. Ingen naboer er i øvrigt plaget af mosegrise. På nettet får man meget forskellige råd. Nogle advarer for eksempel mod gaspillerne med den forklaring, at de får mosegrisene til at udvide deres gangsystemer. Seneste råd, vi har modtaget, er at nedsætte ’muldvarpeskræmmere’, som er små spyd, der nedsættes i det plagede område, og som skræmmer ’jordboerne’ væk med en gennemtrængende akustisk lyd. Mon de også virker på mosegrise? Hvad vil du råde os til? Svar:
I skal først og fremmest erkende, at det stort set er umuligt at udrydde mosegrise i et område. Man kan på forskellige måder skræmme dem væk, men de vender altid tilbage – især til områder, der indeholder et system af de gange i jorden, som de lever i. De virker som en magnet på mosegrisene, hvilket forstås. Så skal de ikke begynde forfra.
Men jeg vil da benytte anledningen til at resumere mit livs erfaringer og oplevelser med mosegrise. For eksempel var der en mand på Sejerø, der havde en stor mark fyldt med mosegrisehuller. Han havde købte ti fælder af billigste slags, og han fangede mosegrise i fælderne hele tiden. Da vi besøgte ham, havde han fanget flere hundrede i løbet af nogle uger – de gik i fælderne (smækfælder) næsten lige så hurtigt, som han satte dem ned.




























