Søren Ryge Petersen:
For nylig skrev en læser, Helle Helledie, og bad om gode råd vedrørende hugorme. Hun havde set en på terrassen ved sit sommerhus og var rædselsslagen. Hun spurgte bl.a., om de kan finde på at kravle ind i huset, og hvad man eventuelt kan gøre for at holde dem væk.
Jeg svarede efter bogen. At hugorme om foråret søger frem i solen på varme dage og derfor kan opleves på steder, hvor de normalt ikke kommer. Men at de mig bekendt ikke aktivt søger ind i husene. Jeg mindede også om, at de er fredede og derfor ikke bare må slås ihjel, og at jeg ikke kunne komme i tanker om effektive afskrækkelsesmetoder.




























