Der er én dårlig ting ved vore isolerede huse og deres termoruder. Isblomsterne er forsvundet. Spørg børnene i en 1. klasse eller en 7. Hvad er isblomster? Har I leget med isblomster i juleferien?
Nej, det har de ikke, men det har vi, der er meget voksne og fra før termoruderne. Vi har alle prøvet at vågne en morgen, hvor det har frosset 10 grader eller mere, og har set miraklet på vinduerne i soveværelset. De fineste blomster, der slynger sig ind og ud mellem hinanden, hvilket ikke var til at begribe.




























