Eigil: Jeg har i en uge siddet under tagudhænget ved en hytte på en campingplads her i det østjyske med et par børnebørn og fulgt et svalepar og deres unger på nærmeste hold. Det har givet mange samtaler og en del nysgerrighed. Over en lille uge blev fem unger til to. De sidste to var en meget stor og en lidt mindre unge.
Vi blev enige om, at forældrene kunne gøre det bedre! Det så ud, som om de fodrede den stærkeste unge, som kom længst frem over kanten efter forældrenes myg, fluer osv. Er det rigtigt set, at de satser på den stærkeste, og så må de øvrige se, hvad der bliver til dem? Tre døde, og vi så den ene på jorden, den anden møvede en forælder op af reden, den tredje tror vi lå i bunden af reden, da vi rejste.


























