Endnu en uge med vejret, når det er bedst og venligst. Og endnu et eksempel på, at det mest afgørende for menneskers oplevelse af naturen ikke er mængden af nationalparker eller omfanget af biodiversitet, men … vejret! Hermed min lokale rapport.
At der var nogle dage med sommervejr, og så kørte Jørgen Aabye ud med traktoren og slog græs for fjerde gang i sommer. Fjerde slæt hedder det. Glenterne var med og samlede de døde mus. Dagen efter var der høduft i krydret vind og dagen efter igen 27 rundballer i hvid plastik.




























