Jeg har boet på mit sted i 37 år nu, halvdelen af livet. I den tid har der været i alt fire mysterier, som har optaget familien i lang tid og ikke er glemt. Det sidste kom til i søndags.
Det første var Tintin, der forsvandt for 30 år siden, kun fem år gammel. Vores første, lille foxterrier, der var ude på sit sædvanlige natteroderi en mørk og stormfuld nat og aldrig vendte tilbage. Trods omfattende efterlysninger og -søgninger fandt vi den aldrig, hverken levende eller død, og det plager stadig børnene.




























