Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

EU-aftale om mobiltakster møder voldsom kritik

Lyt til artiklen

At alle mobilkunder ikke automatisk bliver omfattet af det nye EU-prisloft for udlandstelefoni er et slag i ansigtet på forbrugerne.

Det mener Forbrugerrådet og Socialdemokraterne. Europaparlamentets udvalg for forbrugerbeskyttelse nåede til aften frem til et kompromis i reguleringen af mobiltakster i udlandet – de såkaldte roaming-afgifter. Ekstremt bøvlet aftale Det vil fremover blive billigere at ringe hjem fra sin mobiltelefon i udlandet, men kun kunder, som tegner et nyt abonnement får automatisk glæde af reguleringen. Eksisterende kunder skal selv være opsøgende for at få glæde af EU-reglerne. »Det er en underligt bagvendt og ekstremt bøvlet måde at lave ny lovgivning på«, siger Thomas Hopp, energi- og telepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet. »Alle har jo allerede en mobiltelefon og et abonnement. Men det er jo langt fra alle, der lige er klar over de her nye regler. Det svarer til, at jeg i Brugsen skal sætte et kryds på en talon for at være omfattet af markedsføringsloven. Det er håbløst«, siger Thomas Hopp til politiken.dk. Han fremhæver, at hele konceptet roaming er så uigennemskueligt for forbrugerne, at man ikke kan forlange, at de selv opsøger besparelserne. Skader forbrugerne Samme budskab lyder fra Socialdemokraternes Christel Schaldemose, hvis linje i udvalget for forbrugerbeskyttelse blev nedstemt. »Denne her afgørelse skader forbrugerne. Millioner af mobilkunder kunne med sikkerhed have fået billigere priser. Men nu skal de selv sige til, og erfaringsmæssigt ved vi, at teleselskaberne vil gøre, hvad de kan for at fastholde deres egne tilbud – med dårligere priser til følge«, siger Christel Schaldemose og sammenligner det med at sætte ræven til at vogte gæs. Hun er ikke i tvivl om, at det er pres fra teleindustrien, som har fået de borgerlige til at gennemtrumfe en lovgivning, som forbrugeren selv skal opsøge. Selve prisniveauet er endnu ikke forhandlet på plads i parlamentet. Kommissionen har lagt op til en maksimumpris for forbrugerne på 50 eurocent, svarende til 3,65 kroner i minuttet. Parlamentets udvalg for forbrugerbeskyttelse lægger sig på samme linje. Den europæiske forbrugerorganisation, BEUC, har anbefalet en endnu lavere maksimumpris på 2,46 kroner i minuttet. Og også på det område finder både Socialdemokraterne og Forbrugerrådet aftenens kompromis skuffende. »Indtil nu har det været røveri på åben gade. Nu kommer der regulering på området, og det er jo fint nok. Men niveauet kunne have været meget lavere«, siger Thomas Hopp fra Forbrugerrådet. Uanset hvad vil besparelserne være mærkbare i forhold til i dag, hvor operatørerne i snit opkræver kunderne 7,90 kroner i minuttet for at udlåne deres lokale netværk. Det er ca. syv gange mere end deres reelle udgifter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her