Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

EU sænker kun mobiltakster i udlandet for nogle

Det bliver billigere at ringe i mobiltelefon i udlandet, men kun for nogle.
Det bliver billigere at ringe i mobiltelefon i udlandet, men kun for nogle.
Lyt til artiklen

Den liberale og konservative gruppe i Europaparlamentet blev onsdag aften enige om betingelserne for en ny EU-lovgivning om mobiltelefoni i udlandet. De borgerlige har dermed flertal i udvalget for indre marked og forbrugerbeskyttelse, som vil afspejle den samlede holdning blandt de 785 folkevalgte. Kompromiset er i strid med kommissionens udspil og forbrugerorganisationers anbefalinger, fordi ikke alle mobilkunder automatisk bliver omfattet af det nye EU-prisloft. Kun kunder, der tegner et nyt abonnement vil få gavn af besparelserne, mens eksisterende kunder selv skal være aktive for at opnå de billigere mobiltakster i udlandet. Ikke helt Venstres vej Karin Riis-Jørgensen (V) har været ordfører for den liberale gruppe på sagen, hvor hun længe har talt en meget forbrugervenlig linje. Og hun havde foretrukket en løsning, hvor alle kunder automatisk blev omfattet af EU’s maksimumpris. »Jeg lægger ikke skjul på, at jeg havde ønsket, at alle var blevet omfattet fra starten. Men alene at få min egen gruppe overbevist om, at vi skulle have regulering på dette område var meget svært. Det er nu lykkedes, og derfor er jeg godt tilfreds med aftalen«, siger Karin Riis-Jørgensen til politiken.dk. Hun glæder sig også over, at der er blevet tilføjet en klausul, som betyder, at prisloftet kan falde bort efter tre år. »Hele idéen er jo at få skabt et marked, som ikke eksisterer i dag«, siger hun med hentydning til, at operatørerne selv kan fastsætte skyhøje priser uden konkurrence. Pres uden pondus Kommissionen havde ellers lagt pres på parlamentet for at gennemføre en forbrugervenlig linje, som med det samme ville omfatte de omkring 200 millioner europæere, som i dag har en mobiltelefon. »Jeg vil gerne advare imod en lovgivning, som kun automatisk omfatter nye kunder. Praktisk taget alle EU-borgere har i forvejen en aftale med et mobilselskab, og sådan en klausul vil fratage de fleste forbrugere muligheden for at profitere af de nye EU-regler«, sagde Viviane Reding, EU’s telekommunikationskommissær tidligere onsdag. Men de borgerlige lyttede hverken til kommissionen, forbrugerorganisationer eller den socialistiske gruppe i parlamentet, som løbende har advaret mod en sådan løsning. Flertallet lægger sig nu i stedet på linje med den danske videnskabsminister Helge Sander (V) og det tyske formandskab, som arbejder for en lignende løsning. 3,65 kroner i minuttet Selve prisniveauet er ikke helt på plads. Kommissionen har lagt op til et prisloft på forbrugerniveau som er 0,50 euro i minuttet, svarende til 3,65 kroner. Den socialistiske gruppe i parlamentet havde gerne set en endnu lavere takst, men kompromiset mellem de liberale og konservative i parlamentet ser ud til blive helt i tråd med kommissionens forslag. Parlamentet har stor indflydelse på sagen, eftersom de 27 medlemslandes ministre ikke kan gennemføre en ny lovgivning uden først at have nået et kompromis med de folkevalgte. På forårstopmødet lagde stats- og regeringscheferne pres på for at få en aftale forhandlet på plads inden udgangen af det første halvår af 2007.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her