Den europæiske forbrugerorganisation BEUC har i en rapport peget på, at mobilkunder ikke bør betale mere end 2,46 kroner i minuttet, når de bruger mobilen i udlandet.
I dag betaler forbrugerne små otte kroner i snit for tjenesten. Europaparlamentet skal til at forhandle om, hvordan EU skal regulere priserne for roaming – altså hvad det må koste at låne netværket i et andet land. Og her er de involverede danske parlamentarikere enige trods forskelle i partifarver: Priserne skal ned – og længere ned, end kommissionen har lagt op til. Liberale ønsker markedsindgreb Karin Riis-Jørgensen fra Venstre er ordfører på sagen for den liberale gruppe i Europaparlamentet. Hun har en dansk mobiltelefon, som hun bruger i Bruxelles og på sine rejser. Hun oplyser, at den seneste kvartalsregning, som sendes videre til skatteyderne, senest lød på 11.000 kroner. »Det er jo netop på grund af roaming-afgifterne. Normalt ønsker jeg som liberal ikke at gribe ind i markedet. Men her er der jo ikke et marked, og derfor er det nødvendigt med konkrete indgreb for at få en sund konkurrence«, siger Karin Riis-Jørgensen. Kommissionen lagde sidste år op til både at gribe ind i den pris, som teleselskaberne betaler hinanden for roaming (engrostaksten) og den pris, som forbrugeren betaler (detailtaksten). Men på linje med BEUC mener Karin Riis-Jørgensen, at indgrebet skal være endnu mere fordelagtigt for forbrugerne. »Jeg går efter at sænke prisen på både engros- og detailniveauet og dermed stramme op begge steder i forhold til kommissionens udspil. I for lang tid har teleselskaberne gjort, hvad der passede dem«, siger Karin Riis-Jørgensen. Plads til konkurrence Socialdemokraternes medlem af forbrugerudvalget Christel Schaldemose arbejder også for en lavere maksimumtakst. Fra sin danske mobiltelefon som resulterer i en rudekuvert med et beløb på ca. 3.000 kroner om måneden, siger hun: »Vores holdning i den socialistiske gruppe har hele tiden været, at forbrugeren skal have den lavest mulige pris. Og vi har normalt stor tillid til BEUC’s beregninger, og hvis de siger, der er rum for endnu lavere takster, så er der nok noget om snakken«, siger Christel Schaldemose. Hun fortæller, at der stadig er uenighed i parlamentet om, hvordan forbrugerne skal opnå besparelsen på udlandsopkald. Nogen ønsker en fast euro-takst, mens andre vil have en maksimumsats, så der stadig kan konkurreres på priserne. »Vi går ind for en maksimumtakst med fleksibilitet. Der skal stadig være plads til, at forbrugere kan tilbydes forskellige typer af abonnementsaftaler«, fortsætter Christel Schaldemose. Billigere priser allerede i efteråret Rådet, bestående af de 27 medlemslandes ministre, skal i sidste ende vedtage forordningen. Den danske regering ønskede i første omgang at indføre en såkaldt sunrise-klausul, der ikke med det samme ville gribe ind i den pris, som forbrugeren betaler.




























