Ganske vist ligger der Windows på de fleste danske computere, men systemet er ikke gratis, og nyeste udgave trækker tænder ud på selv nyere computere.
Nu er et af de bedste alternativer imidlertid kommet på gaden i en ny udgave, der kan hentes kvit og frit over nettet. Det er det såkaldte Ubuntu Linux-operativsystem i version 8.04, og det kan vise mindst lige så flot grafik som Windows Vista.
System er hurtigere og mere stabilt
Ubuntu kører endda betydeligt hurtigere og mere stabilt på selv ældre computere. Ubuntu 8.04 indeholder en masse programmer til både kontorbrug, sjov og medieafspilning og er blevet lettere at installere. Så har du ikke lyst eller råd til at smide 700 kroner efter en ny Windows-kopi (samt 4.000-6.000 kroner til en pc, der kan trække det), er Ubuntu en mulighed.


























