Apples nye version af mobilsmartphonen iPhone blev præsenteret af Appledirektør Steve Jobs i aftes på en konference i San Francisco.
Og den indeholder ingen overraskelser i forhold til den prototype på en iPhone, som en Apple-ansat spektakulært lod ligge på en bar i Californien for et par måneder siden.
LÆS ARTIKEL Reklamemand: iPhone-lækage ligner et mediestunt
Det mest nyskabende ved den nye iPhone 4 er det nye styresystem, som også ældre iPhones og iPod Touch (kun 2. og 3. generation) får glæde af uden betaling, samt iPhone 4's klare skærm, der ifølge Steve Jobs har en opløsning og en kontrast, der er fire gange højere end på iPhone 3Gs.
Apple kalder skærmtypen for Retina Display. Retina betyder nethinde på dansk.
LÆS ARTIKEL Apple svælger i ukritisk omtale
Det nye styresystem iOS 4 indeholder en del nye muligheder, men ikke alle funktioner virker på de ældre modeller. For eksempel vil multitasking; det at kunne afvikle flere programmer samtidigt, som de fleste andre smartphones kan, ikke blive muligt på iPhone 3G.
Det med småt
Andre begrænsninger, som Apple skriver med småt på hjemmesiden er, at multitasking kun virker, hvis programmerne er udviklet til det nye styresystem.
Så i et stykke tid vil dine applikationer på din nuværende iPhone 3Gs eller iPod Touch, indtil de bliver opdaterede, ikke kunne åbnes samtidigt med, at du bruger andre applikationer.
En applikation på iPhone 4, der viser et foto af den, du taler med, virker også kun, hvis det kombineres med programmet iPhoto på en Mac-computer, og muligheden for at videochatte virker kun med en wifi-internetopkobling hos begge deltagere i chatten og altså ikke over 3G-nettet.
LÆS ARTIKEL Ni iPhone-apps, der vil forandre din hverdag
Skærmen på den nye iPhone 4 er 3,5 tommer med en opløsning på 960 X 640 pixels. Og da Apple har forøget opløsningen lige meget i højden og i bredden, vil applikationer udviklet til tidligere modeller uden problemer kunne vises på skærmen i fuld bredde og højde.
En anden nyskabelse er en lang batteritid, som delvis skyldes telefonens styresystem iOS 4.
Tynd smartphone
Den nye iPhone er kun godt ni millimeter tyk, en del tyndere end den tidligere model 3GS.
Den har både kamera foran og bagpå og er lavet i rustfrit stål med glas. Kameraet er på 5 megapixel, og det har 5 gange digital zoom. Telefonen kan desuden optage video i HD, og har indbygget billedredigering og mulighed for at videochatte.
Telefonen sættes til salg i USA den 24. juni og kommer til Europa - herunder Danmark - cirka en måned senere. Prisen i USA er 199 dollars med et teleabonnement. Hvad prisen bliver i Danmark er ikke oplyst.
fortsæt med at læse




























