Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Nu er det helt slut med Nokia-smartphones

NAVNESKIFT. Kig godt på toppen af denne Nokia Lumia 925. Det er formentlig en af de sidste gange, vi kommer til at se et Nokia-logo på en smartphone. Fremover kommer der kun til at stå Nokia på gammeldags feature-phones til den tredje verden. (Foto: Nokia)
NAVNESKIFT. Kig godt på toppen af denne Nokia Lumia 925. Det er formentlig en af de sidste gange, vi kommer til at se et Nokia-logo på en smartphone. Fremover kommer der kun til at stå Nokia på gammeldags feature-phones til den tredje verden. (Foto: Nokia)
Lyt til artiklen

Der kommer aldrig igen en ny Nokia-smartphone. Det er slut. Med Microsofts køb af Nokias mobildivision overtager firmaet nemlig navnene Lumia og Asha, der er varemærkerne for Nokias smartphone-modeller.

Må ikke bruge Nokia-navnet
Nokia fortsætter som producent af netværksudstyr og er afskåret fra at lave mobiltelefoner under den nye købsaftale. Af samme grund må Microsoft kun bruge Nokia-navnet til de allerbilligste feature phones, der stort set kun bliver solgt i den tredje verden p.t.

Disse telefoner kører stadig med de gamle S40- og S60-systemer, som mange danskere kender fra de »gode, gamle« Nokia-dage før firmaet begyndte at satse på Microsofts mobile styresystem, Windows Phone.

Efter en lidt sløv start er Windows Phone dog nu ved at finde fodfæste. I flere europæiske lande, samt i hele Sydamerika, er systemet for eksempel mere populært end iPhone og iOS.

»Alt for langt

Men fordi, Nokia holder fast i Nokia-navnet til deres netværksforretning er det slut med smartphones, der står Nokia på. I stedet vil de mere og mere populære Lumia-modeller sandsynligvis komme til at hedde Microsoft Lumia.

LÆS OGSÅ Microsoft køber Nokias mobilenhed

Eller måske noget helt andet. Microsofts topchef, Steve Ballmer, udtalte tirsdag på et telefon-pressemøde, at de overvejer et kortere og mere præcist navn.

Ballmer sagde, at navnet »Nokia Lumia Windows Phone 1020 er alt for langt. Vi er nødt til at give forbrugerne noget, de kan huske.«

Det har fået websiten Engadget til at gætte på navnet ’Surface Phone’ efter Microsofts tablet-model. Og det er måske slet ikke noget dårligt bud.

Morten Bay

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her