Hvad sker der med alle de personlige oplysninger, billeder og bankoplysninger, som vi efterhånden strør om os på internettet?
De fleste af os ved det ikke rigtig, selv om det er blevet hverdag at navigere med Google, købe ind på Amazon, sludre på Facebook og dele billeder og film via tjenester som Picasa eller YouTube. »Folk aner jo i dag ikke, hvad der sker med deres data på internettet. Det skaber mistillid og bekymring, og det er skidt for både forbrugerne og de firmaer, der udbyder tjenester på nettet«, siger EU’s justitskommissær, Viviane Reding. Verdens mest omfattende lovgivning Det har hun tænkt sig at gøre noget ved – og i så stor stil, at de internationale internettjenester er temmelig bekymrede. På foranledning af Reding vil kommissionen i dag foreslå, hvad der tegner til at blive verdens mest omfattende lovgivning om beskyttelse af personlige data på internet.


























