YouTube er spækket med videoer filmet med videokameraets frække lillebror: actionkameraet. I videoerne kan du, næsten med beskuerens øjne, følge med på halsbrækkende slalomture i ny puddersne eller vilde cykelture ad stejle bjergskrænter. Det lille, robuste actionkamera kan følge med steder, hvor et almindeligt videokamera ikke kan følge med.
I Danmark har kærligheden til actionkameraet også bidt sig fast. Hos det danske firma actionvideo.dk, der har specialiseret sig i salg af actionkameraer, kalder direktør Poul Dobel salget »eksplosivt«.




























