Der var engang, hvor man købte billige GoldStar-tv i Bilka, når man ikke havde råd til Sony eller Philips. Siden fusionerede GoldStar med elektronikfirmaet Lucky Electronics og blev til Lucky GoldStar – eller LG.
I dag siger LG, at de to bogstaver står for Life’s Good, og på forbrugerelektronik-messen CES, der i disse dage finder sted i Las Vegas, har de taget det sidste, store skridt væk fra fortiden som producent af billigt, skrabet forbrugerelektronik.




























