Curriculum vitæ. I præcis det sekund, som det tager dig at sige ordet højt, vil der være to mennesker, der har oprettet en profil på LinkedIn. Måske er du en af de cirka 945.000 danskere, der allerede har en? Eller måske er du en af dem, der burde have en profil. For som det erhvervsorienterede netværks motto lyder: ’Relationships matters’ . Og det er jo svært at være uenig i. Siden 2010 har jeg selv haft en profil og ser den lidt som en digital version af saftpresseren og sodastreammaskinen, som er røget på loftet. Jeg får den ikke brugt. Men som man har kunnet erfare på det seneste, er noget på færde. Med 15.000 nyoprettede danske profiler om måneden nærmer vi os snart én million brugere herhjemme, 175 millioner mennesker verden over har nu en profil, og modsat Facebook-aktien er LinkedIn-aktien stærk.
LÆS OGSÅ Op mod 6,4 millioner Linkedin-passwords er blevet hacket
Så jeg beslutter mig for at logge på og føler mig straks, som jeg altid har gjort på LinkedIn, som en glad trubadur i nervøst velour blandt seriøst arbejdende jakkesæt i stillekupeen. For her er ingen chitchat eller ’se lige mine feriebilleder med ungerne på Santorini’. LinkedIn er serious business.
Netværket bliver brugt som rekrutteringsplatform af firmaer og ansatte til at finde nye job. Det bliver brugt til at dele sit cv, til at skabe professionel kontakt og til at øge sit – gerne globale – netværk. Jeg beslutter mig for at tage LinkedIn på ordet og se, hvad det duer til. Kan jeg udelukkende ved at bruge LinkedIn få kontakt til folk, der kan gøre mig klogere på den seneste tids hype?
Divaen over LinkedIn
For en succeshistorie er det utvivlsomt: Selv om LinkedIn stadig er mindre end det førende sociale netværk, Facebook, er LinkedIn halet ind på giganten på anden vis. Siden Facebooks børsentré 18. maj i år, hvor aktiekursen endte på 38, er det gået stødt ned ad bakke for Facebook: Omkring 50 procent er Facebook-aktien siden faldet, og den ligger for tiden på lidt over 20 dollar. Samtidig er LinkedIns aktie steget næsten 65 procent i år og er nu fem gange dyrere end Facebooks.
Jeg indtaster nu ordene ’Socialt netværk’ og ’Linkedin’ i LinkedIns søgefelt og ender i Minnesota, Minneapolis. Her finder jeg Lori Ruff, som jeg straks skriver til. Hun var den tredje kvinde på LinkedIn, hun kalder sig ’The LinkedIn Diva’, skriver bøger og underviser firmaer i, hvordan de bruger mediet bedst.
Sådan tjekker du om din adgangskode er hacket »Skal vi mødes via Skype«, spørger hun i sit mailsvar, som slutter med et »Rock on!«.





























