De kalder det for en »linse«. Google Lens er en ny software-teknologi, som Google er i gang med at lægge ind i smartphones, virtuelle assistenter og foto-apps. Med Lens kan du ifølge tech-giganten kombinere visuel genkendelse med kunstig intelligens og gøre en masse ting lettere i dagligdagen. Og det er jo tech-snak, vi har hørt før. Men denne gang kan der være noget om det.
Kameraet genkender verden omkring dig
Der er ikke noget nyt i at kunne pege kameraet på smartphonen hen mod noget for at få ting at vide. Microsoft indførte allerede for flere år siden på Windows Phone, at man kunne pege kameraet hen imod tekst på et fremmed sprog og få den oversat. Google Lens lægger dog lige et aspekt oveni – og det handler om den kunstige intelligens, der findes i Google Assistant.




























