Blandt kinesiske smartphone-mærker er det primært Huawei, der er kendt af danskerne. Men der findes et hav af dem med navne som Oppo, Vivo, ZTE, Gionee og Coolpad. Dertil kommer mere kendte mærker, hvis smartphones bare ikke er særligt udbredte i Danmark, som for eksempel Lenovo og TCL/Alcatel. Og så er der Xiaomi.
Gentager OnePlus-tricket
Det er et mærke, der er særdeles velkendt i Asien og som har været kendt som »Kinas Apple« i mange år. Xiaomi er kendte for at tage chancer på design- og funktionsfronten og hvis dit hjerte banker for gadgets, har du måske allerede hørt om firmaets produkter og mærket irritationen over ikke at kunne købe dem i Danmark.




























