De første 8K-fladskærme begyndte sidste år at dukke op i butikkerne til ganske astronomiske priser. I år har mærker som Samsung og LG annonceret modeller, der er væsentligt billigere, men som dog stadig starter ved omkring 35.000 kroner.
Hvad er det så, man får for de mange penge? 8K er det næste skridt i tv-teknologiens udvikling efter 4K. Det handler om opløsningen, altså hvor mange pixels skærmen kan vise inden for tv’ets ramme. Hvor mange punkter et tv-billede kan blive udgjort af. Jo flere pixels, der er presset ind på en tv-skærm, jo mere detaljeret og virkelighedslignende bliver billedet, rent teoretisk. Derudover kommer de små pixels så tæt på hinanden, at vores øjne har svært ved at se, at der rent faktisk er tale om et billede opbygget af punkter.




























